Det lille hus serien

Se eller gense filmen. Læs bogen.

Køb i dag via Børnelegs samarbejdspartner

 

           orangecdon                    

Det lille hus serien

Det lille hus serien er en serie børnebøger skrevet af Laura Ingalls Wilder, hvoraf den mest kendte er bogen Det lille hus på prærien.

Serien er baseret på Laura Ingalls Wilders erindringer om barndomshjemmet i midtvesten i USA i slutningen af det 19. århundrede. Bøgerne bliver jævnligt genoptrykt og anses for klassikere indenfor amerikansk børnelitteratur. Bøgerne udgives af forlaget Gyldendal. Køb dem gennem vores samarbejdspartnere via linket øverst og nederst på siden.

Serien blev filmatiseret og er en meget populær tv-serie, som er udkommet på dvd. Køb den gennem vores samarbejdspartnere via linket øverst og nederst på siden.

det lille hus 2

Bøger i serien:

1. Det lille hus i den store skov

Den sandfærdige og til tider baske historie om Laura og hendes families opvækst på prærien.

Uddrag

Engang for længe siden - for mere end firs år siden - boede der en lille pige i et lille, gråt hus, bygget af tømmerstokke, dybt inde i de store skove i Wisconsin ovre i Amerika.

Store, mørke træer stod hele vejen rundt om huset. Bag ved dem var der andre træer og bag dem igen endnu flere træer. Så langt et menneske kunne gå mod nord i løbet af en dag eller en uge eller en hel måned, var der ikke andet end skov. Der var ingen huse. Der var ingen veje. Der var ingen mennesker. Der var ikke andet end træer og de vilde dyr, som hørte hjemme i skovene. I de store skove levede der ulve og bjørne og vældige vildkatte. Moskusrotter og mink og oddere holdt til ved vandløbene. Røve havde huler i bakkerne, og hjorte strejfede om overalt. Både øst og vest for det lille blokhus var der mil efter mil med træer og kun nogle få små blokhuse, der lå hist og her i udkanten af de store skove.

Så langt den lille pige kunne se, var der kun det ene lille hus, hun selv boede i sammen med sin far og mor, sin søster Mary og sin lillesøster Carrie. En vej, der ikke var andet end to hjulspor, løb forbi huset og bugtede og snoede sig ind gennem skoven, hvor de vilde dyr levede, men den lille pige vidste ikke, hvor den førte hen, eller hvad der var ved den anden ende af den.
Den lille pige hed Laura.
Om aftenen, når Laura lå vågen i sin lille seng, lå hun somme tider og lyttede og kunne ikke høre andet end træerne, der hviskede til hinanden. Engang imellem tudede en ulv langt borte i mørket. Lidt efter kom den nærmere og tudede igen.
Det var en skrækkelig uhyggelig lyd. Laura vidste, at ulve gerne æder små piger. Men hun var i sikkerhed bag blokhusets solide vægge. Hendes fars bøsse hang henne over døren, og Jack, den gode, gamle, brunspættede buldog lå på vagt foran det. Somme tider sagde hendes far:
"Sov du bare, Laura. Jack skal nok holde ulvene væk." Så puttede Laura sig ned under tæpperne tæt ved siden af Mary og faldt i søvn. 

Fra side 7-9

2. Det lille hus på prærien

Andet bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes familie og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden.

Uddrag

PÅ VEJ MOD VEST
For længe, længe siden, da alle de, der er bedstefædre og bedstemødre nu, var små drenge og små piger eller ganske spæde børn eller måske slet ikke var født endnu, forlod Far og Mor og Mary og Laura og Lillesøster Carrie det lille hus i de store skove i Wisconsin. De rejste bort og lod det ligge øde og tomt tilbage i lysningen mellem de store træer, og de så det aldrig mere.

De rejste vestpå til indianerlandet.
Far sagde, at der var alt for mange mennesker i de store skove nu. Tit og mange gange hørte Laura klangen af en økse, der ikke var Fars økse, eller ekkoet af et skud, der ikke kom fra hans bøsse. Hjulsporene, der gik forbi det lille hus, var blevet til en vej. Næsten hver eneste dag stoppede Mary og Laura op i deres leg for at stirre forbavset på en vogn, der knirkede forbi på vejen.
Vilde dyr kan ikke lide at være et sted, hvor der er så mange mennesker. Far kunne heller ikke lide det. Han kunne lide at bo et sted, hvor de vilde dyr levede uden at være bange. Han kunne lide at se hjortekalvene og deres mødre kikke på ham fra skyggen under træerne og de tykke, dovne bjørne lunte rundt og æde vilde bær.
I de lange vinteraftener talte han med Mor om at tage vestpå. Derovre var landet fladt, og der var ingen træer. Græsset groede tæt og højt. De vilde dyr vandrede rundt og fandt deres føde, som om de levede på en græsgang, der strakte sig langt længere, end et menneske kunne se, og der var ingen nybyggere, kun indianere.
En dag sidst på vinteren, sagde Far til Mor: "Da jeg kan forstå, at du ikke har noget at indvende, har jeg bestemt, at vi tager vestpå. Jeg har et tilbud på stedet her. Vi kan sælge det nu for så meget, som vi overhovedet kan gøre os håb om at få, og det vil være nok til at give os en start et nyt sted."
"Åh, Charles, skal vi virkelig af sted allerede?" sagde Mor. Det var koldt ude, og der var så lunt og hyggeligt i det lille hus.
"Hvis vi skal af sted i år, må det være nu, sagde Far. "Vi kan ikke komme over Mississippi, når isen først er brudt op."

Fra side 9-11

3. Det lille hus ved floden

Tredje bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes familie og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden. Efter først at have boet i det lille blokhus i de store skove og siden i det lille hus på prærien i indianerterritoriet rejser Laura og hendes familie videre i prærievognen og slår sig efter en lang rejse ned i et lille hus, der er bygget ind i skrænten ved en flod.

Uddrag

DØREN I SKRÆNTEN
Det utydelige vognspor løb ikke videre over prærien. Far standsede hestene. 
Da vognhjulene holdt op med at dreje rundt, lagde Jack sig øjeblikkelig ned i skyggen mellem dem med bugen presset ned i græsset, og forpoterne strakt frem foran sig. Dens snude passede lige ned i det pelsbløde hulrum mellem dem. Alt på den hvilede, undtagen ørerne.
Dag efter dag, i mange, mange dage havde Jack travet af sted under vognen. Den havde travet hele vejen fra det lille Blokhus i indianerterritoriet, gennem Kansas, gennem Missouri, gennem Iowa og et godt stykke ind i Minnesota. Den havde lært at tage sig et hvil, så snart vognen holdt.

Inde i vognen sprang Laura op, og det gjorde Mary også. De var trætte i benene af ikke at røre sig.
"Her må det være," sagde Far. "Det skulle være en fjerdingvej fra Nelsons gård og lige ved floden. Vi har kørt en god fjerdingvej, og der er floden!"
Laura kunne ikke se nogen flod. Hun kunne se en græsbevokset skrænt og bag den toppen af en række piletræer, der svajede sagte i den blide blæst. Ellers var der ikke andet at øjne end præriegræsset, der til alle sider strakte sig som et bølgende hav helt ud til den snorlige horisont."Der ser ud til at være en slags stald derhenne," sagde Far og kiggede ud under vogntagets sejldug. "Men hvor er huset?"
Det gav et sæt i Laura. Der stod en mand ved siden af hestene. For et øjeblik siden havde der ikke været et menneske at se, og nu var han der pludselig! Hans hår var helt lysegult, det runde ansigt var lidt så rødt som en indianers, og hans øjne så lyse, at det så helt forkert ud. Jack knurrede.
"Stille, Jack!" sagde Far. >i>"Er De hr. Hanson?" spurgte han manden.
"Ja," sagde manden.
"Jeg har hørt, De gerne vil vestpå. Kunne De tænke Dem en byttehandel?" Far talte højt og langsomt.
Manden så længe på vognen. Så så han på mustangerne, Pet og Patty. Lidt efter sagde han igen: "Ja." 

Fra side 11-13

 

4. Huset ved søen

Fjerde bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes familie og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden. Laura og hendes familie bor i huset ved flodbrinken, men rejser videre over prærien til huset ved søen, hvor der er arbejde at få for Lauras far.

Uddrag

Tante Docia var på vej alene i giggen helt fra Wisconsin til jernbanelejrene i Dakota.
Nu kommer hun for at høre, om Far ville med. Hendes mand, onkel Hi, søgte en pålidelig mand til at være butiksbestyrer og regnskabsfører i lejren, og han tilbød Far stillingen.
"Du får halvtreds dollars om måneden for det, Charles" sagde hun.
Noget anspændt i Fars magre ansigt glattedes ud, og hans blå øjne lyste op. "Det lader til, at jeg kan tjene en god løn, samtidig med at jeg ser mig om efter den nybyggerlod," sagde han langsomt.
Mor havde stadig ikke lyst til at rejse vestpå. Hun så sig om i køkkenet og hen på Carrie og Laura, der stod med Grace på armen.
"Jeg ved ikke rigtigt, Charles," sagde hun. "Halvtreds dollars om måneden er mange penge. Men vi bor jo her og har gården."
"Vær nu fornuftig, Caroline," sagde Far indtrængende. "Vi kan få et hundrede og tyve tønder land ovre vestpå bare ved at tage derover, og jorden er lige så god som her, om ikke bedre. Hvis Onkel Sam er villig til at give os et stykke jord i stedet for det, han jog os væk fra i Indianerterritoriet, synes jeg, vi skal slå til. Jagten er god derude, en mand kan nedlægge alt det vildt, han har brug for."
Laura ønskede så brændende at komme af sted, at hun næsten ikke kunne tie stille. "Hvordan skulle vi kunne rejse nu?" sagde Mor. "Mary er ikke stærk nok til at kunne tåle rejsen."
"Nej," sagde Far. "Det er rigtigt." Han vendte sig til tante Docia. "Jeg kan ikke komme senere?" "Nej," sagde tante Docia. "Nej, Charles, Hi har brug for en mand nu med det samme. Du må slå til straks eller opgive det."
"et er halvtreds dollars om måneden, Caroline," sagde Far. "Og et stykke jord."
Der var stille lidt. Så sagde Mor blidt: "Du må gøre, som du finder bedst, Charles."
"Så tager jeg imod det, Docia!" Far sprang op og smækkede hatten på hovedet. "Man kan, hvad man vil. Jeg går over og snakker med Nelson."
Laura var så spændt, at hun havde svært ved at gøre sit arbejde ordentligt. Tante Docia hjalp hende, og mens de arbejdede, fortalte hun nyheder fra Wisconsin. 

Fra side 14-16

5. Drengen og gården

Femte bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes familie og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden.

Uddrag

Det var januar i staten New York for fem og tres år siden. Sneen lå højt overalt. Den dækkede de nøgne grene på eg, ahorn og birk og bøjede cedertræernes og granernes grønne grene helt ned i driverne. Bølger af sne lå hen over marker og stengærder.

Hen ad den lange vej gennem skoven kom en lille dreng travende på vej til skole sammen med sin storebroder Royal og sine to søstre, Eliza Jane og Alice. Royal var tretten år, Eliza Jane var tolv og Alice ti. Almanzo var den yngste i flokken, og det var første gang, han skulle i skole, for han var ikke fyldt ni år endnu.

Han måtte gå hurtigt for at følge med, og det var ham, der bar spanden med middagsmad.
"Royal kunne godt bære den," sagde han. "Han er større end mig."
Royal gik foran, stor og mandig i lange støvler.
Eliza Jane sagde:
"Nej, Manzo. Det er din tur til at bære den nu, fordi du er den mindste."
Eliza Jane var en værre kommandersergent. Hun vidste altid, hvad der var rigtigst og fik Almanzo og Alice til at gøre det.
Almanzo travede af sted bag ved Royal, og Alice travede i hælene på Eliza Jane i de dybe spor, der var lavet af slædemeder. Til begge sider lå sneen i høje driver. Vejen gik ned ad en lang bakkeskråning, over en lille bro og videre en fjerdingvej gennem den snedækkede skov til skolehuset.

Fra side 9-10

6. Den lange vinter

Sjette bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes famile og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden. Denne gang om den hårdeste vinter i mands minde på prærien. En gammel indianerspådom om en syv måneder lang, stormfuld og meget kold vinter går i opfyldelse. Laura og hendes familie flytter til byen - men alligevel kniber det for dem at holde sulten og kulden fra døren.

Uddrag

"Prrr!" sagde Far forskrækket. "Laura dog! Jeg troede, du var gået? Hvorfor gemmer du dig i græsset som en lille præriehøne?"
"Far," sagde Laura, "hvorfor kan jeg ikke hjælpe dig med høet? Må jeg ikke nok, Far? Åh, lad mig prøve?"
Far lettede på hatten, lod fingrene løbe gennem sit svedigvåde hår, så det kom til at stritte lige i vejret, og lod blæsten blæse igennem det. "Du er hverken særlig stor eller stærk, lille Halvpot."
"Jeg går i mit fjortende år," sagde Laura. "Jeg kan hjælpe dig, Far, det ved jeg, jeg kan." 
Slåmaskinen havde kostet så meget, at Far ikke havde penge nok tilovers til at betale lejet hjælp. Han kunne heller ikke bytte sig hjælp til, for der var endnu kun få kolonister her i det nye land, og de havde nok at gøre hver især på sin jordlod. Men han måtte have hjælp til at stakke høet. 
"Nå ja ja," sagde Far. "Det er jo muligt, du kan. Vi prøver. Hvis du kan, minsandten om vi så ikke klarer hele høhøsten selv!" 
Laura kunne se, at der faldt en sten fra Fars hjerte ved tanken, så hun skyndte sig hjem til huset for at fortælle Mor det. 
"Jo, det kan du måske nok," sagde Mor tvivlrådigt. Hun kunne ikke lide at se kvinder arbejde i marken. Det var kun udlændinge, der gjorde den slags. Mor og hendes pigebørn var amerikanere og nedlod sig ikke til at gøre mandfolkearbejde. Men hvis Laura hjalp til med høet, ville problemet være løst. Så hun sagde: "Ja, Laura, du må godt."
Carrie tilbød ivrigt sin hjælp. "Jeg kan bære drikkevand ud til jer. Jeg er stor nok til at være dunken!" Carrie var næsten ti år nu, men temmelig lille af sin alder.
"Og jeg vil gøre din del af arbejdet i huset foruden min egen," tilbød Mary glad. Hun var stolt af, at hun kunne vaske op og rede senge lige så godt som Laura, skønt hun var blind.
Solen og den hede blæst tørrede græsset så hurtigt, at Far rev det sammen næste dag. Han rev det først sammen i lange rader, som han derpå samlede i store høstakke. Tidligt næste morgen i det kølige daggry med lærkerne syngende højt over deres hoveder kørte Laura og Far ud i marken på høstvognen. 

Fra side 16-17

 

7. Byen på prærien

Syvende bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes familie og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden. Laura er en ung kvinde nu, og både hun og byen på prærien trives og vokser. Laura er nu 16 år og arbejder energisk på at opnå et lærerindediplom - den unge Almanzo begynder at gøre hende sin opvartning.

Uddrag

En overraskelse

En dag ved aftensbordet spurgte Far: "Hvad ville du synes om at arbejde inde i byen, Laura?"
Laura kunne ikke få et ord frem. De andre heller ikke. De sad alle sammen som forstenede. Grace' blå øjne stirrede på Far over kanten af blikkruset, Carries tænder standsede midt i at bide af et stykke brød, og Marys hånd med gaflen blev hængende i luften. Mor lod teen blive ved at løbe fra tepottens tud ned i Fars fulde kop. Først i sidste sekund satte hun hurtigt tepotten fra sig.
"Hvad var det, du sagde, Charles?"
"Jeg spurgte Laura, hvad hun ville synes om at få en plads i byen,"svarede Far.
"En plads? For en pige? I byen? sagde Mor.
"Hvad skulle det være for en plads-" Så sagde hun hurtigt: "Nej, Charles, jeg vil ikke have Laura til at arbejde på et hotel mellem alle mulige slags fremmede mennesker."
"Hvem har sagt det?" spurgte Far. "Det skal ingen af vores pigebørn komme til, så længe jeg kan tage fat."
"Nej, selvfølgelig, sagde Mor undskyldende.
"Dit spørgsmål kom bare helt bag på mig. Men hvad andet kan der være tale om? Laura er ikke gammel nok til at undervise i skolen endnu."
Laura tænkte på byen og på deres lille nybyggerhjem, hvor de havde det så travlt og dejligt nu, da foråret var kommet. Hun ønskede ingen forandring.
Hun ønskede ikke at arbejde i byen.

Fra side 13-14

 8. De gyldne lykkeår

Ottende bind i den verdenskendte og elskede serie om pigen Laura og hendes famile og deres hårde liv som nybyggere, der rejser fra sted til sted i USA´s store skove og på de endeløse prærier for mere end hundrede år siden. Laura og Almanzo skal etablere et liv sammen på prærien.

Uddrag

Søndag eftermiddag var vejret klart, og den snedækkede prærie tindrede i solskinnet. Et let vindpust kom fra syd, men det var så koldt, at slædemederne peb mod den fast sammenpakkede sne. Hestehovene frembragte en dump lyd, klap, klap, klap. Far sagde ikke et ord.
Laura, der sad ved siden af ham på brættet, der var lagt tværs over slæden, sagde heller ikke noget. Der var ikke noget at sige. Hun var på vej til den skole, hun skulle undervise i.
I går havde hun været skolepige, i dag var hun lærerinde. Det var sket så pludseligt alt sammen. Hun syntes hele tiden, at hun skulle i skole i morgen sammen med lillesøster Carrie og sidde på sin plads ved siden af Ida Brown. Men i morgen skulle hun undervise i en skole.
Hun vidste i virkeligheden ikke, hvordan hun skulle bære sig ad. Hun havde aldrig undervist før, og hun var ikke fyldt seksten endnu. Selv af en femtenårig at være var hun lille, og nu følte hun sig meget lille.

Det let bølgende, sneklædte land lå øde og tomt til alle sider. Den høje, blege himmel var øde og tom over hendes hoved. Hun så sig ikke tilbage, men hun vidste, at byen lå langt bag hende nu, den var kun en lille, sort plet på den øde, hvide prærie. Mor og Carrie og Grace i den varme stue var langt, langt borte.

Der var stadig langt til nybyggerkolonien, hvor Brewsters boede. Den lå tre mil fra Byen. Laura vidste ikke, hvordan der var. Hun kendte ingen der. Hun havde kun set hr. Brewster den ene gang, da han kom for at ansætte hende som lærerinde. Han var mager og solbrunet som alle andre nybyggere, og han sagde ikke ret meget.

Far sad og så lige ud i luften med tømmerne mellem de vanteklædte hænder. Nu og da hyppede han på hestene. Men han vidste godt, hvordan Laura havde det. Endelig så han hen på hende og sagde, som om han besvarede hendes bange tanker om i morgen:
"Nå, Laura! Nu er du altså lærerinde! Vi vidste, du skulle være det, ikke? Vi ventede bare ikke, det skulle ske så snart."

Fra side 13-14

9. De første fire år

Niende bind i den verdenskendte og elskede serie om Laura og hendes families hårde liv som nybyggere på prærien i USA sidst i 1800-tallet. Hun er nu voksen og fortæller om de første nybyggerår på prærien med Almanzo og deres lille datter. Ægteskabets første tid er ikke uden problemer - det varer flere år, inden Laura affinder sig med livet som farmerkone.

Uddrag

Denne beretning begynder, hvor De Gyldne Lykkeår slutter. Den fortæller om Laura og Almanzo Wilders kamp for tilværelsen i de første år af deres ægteskab og er næste kapitel af den livshistorie, der begyndte med Lauras barndom i det første af de otte foregående bind. De begivenheder, den skildrer, fandt altså sted før dem, der er omtalt i På vej mod vort hjem - Lauras dagbog om den lille families oplevelser, da den i 1894 flyttede fra Dakota til Missouri i en prærievogn.
Manuskriptet til De første fire år blev fundet mellem Lauras efterladte papirer. Det var skrevet med blyant i tre orangegule stilehæfter, købt i længst forsvundne dage i Springfields Landhandel for fem cents stykket. Laura skrev de første udkast til sine tidligere bøger på samme måde. Jeg vil gætte på, at hun skrev dette sidst i 1940?erne, men så mistede lysten til at gennemarbejde det med udgivelse for øje efter Almanzos død. Da hun ikke fik det gjort, er stilen i denne lille beretning forskellig fra stilen i hendes øvrige bøger.
Et vigtigt afsnit handler om datteren Roses fødsel og første leveår. Rose var min bedste ven og læremester. Jeg traf hende, da jeg var ganske ung, og blev senere hendes sagfører. Min kone og jeg var nært knyttet til hende gennem mange år. Hun gav mig manuskriptet til denne bog, for at jeg skulle opbevare det for hende. Efter hendes død i 1968 overgav jeg det til forlaget Harper & Row. Forlagets ledelse og jeg drøftede indgående spørgsmålet om alle de mange børn og voksne, der havde læst bøgerne om 'Det lille Hus', og forsøgte at forestille os, hvad Rose og Laura ville have ønsket, vi skulle gøre. Til sidst blev vi enige om, at Lauras oprindelige udkast skulle udgives nøjagtigt, som hun havde skrevet det i sine orangegule stilehæfter.

Fra side 7-9

10. På vej mod vort hjem

Tiende bind i den verdenskendte og elskede serie om Laura og hendes families liv som nybyggere på prærien i USA sidst i 1800-tallet. "På vej mod vort hjem" er Lauras dagbog fra tiden, da hun som voksen med mand og barn rejser fra prærien videre gennem USAs nybyggerland for at finde et nyt og bedre sted at bo.

Uddrag

I syv år havde det regnet for lidt. Prærien var lutter støv. Dag efter dag, sommer efter sommer susede den brændende hede blæst hen over støvet, og solen stod messinggul på en gusten himmel. Høst efter høst slog fejl. Gang på gang måtte der tages lån i den udpinte jord for at klare skatter og såsæd og det daglige brød. Det sidste håb døde, da der ikke mere var nogen afgrøde og heller ingen kredit, ingen penge til at betale renter og skatter med. Banken overtog jorden. Og så krakkede banken.
Efter syv års forløb var katastrofen blevet verdensomspændende. Overalt krakkede bankerne. I De forenede Stater lukkede fabrik efter fabrik. Forretningslivet sygnede hen. Man kaldte det Panik. 
Det var ikke nogen depression. Det foregik i 1893, da ingen endnu havde hørt om depressioner. Alle vidste derimod, hvad Panik var. Der havde været Panik i 1797, 1820, 1835, 1857, 1873. Panik var ikke noget nyt for Morfar, han havde oplevet den form for katastrofe før, og han sagde, at denne gang var det værre end ellers, men ikke nær så slemt som krig. Nu kunne vi dog alle sammen sove trygt i vore senge, de eneste, der var på krigsstien, var Coxey og hans hær af arbejdsløse.
Overalt, helt ovre fra Californien, stormede de jernbanetog, fyldte dem til bristepunktet og kørte for fuldt drøn og i afsindig fart mod Washington. De kom dundrende ind i byerne, brølende: 'Retfærdighed for Arbejderne!', standsede og vrimlede ud under højrøstede krav om noget at spise og tre dages rationer at tage med - hvis de ikke fik det, brændte de byen af. Folk gav dem, hvad det skulle være, for at blive af med dem. I alle byer holdt forbundstropperne vagt ved regeringsbygningerne.
Jeg var syv år og gik i anden klasse, men havde læst både tredje og fjerde klasses læsebog og Robinson Crusoe og Gullivers Rejser. The Chicago InterOcean kom hver uge, og jeg læste bladet, når de voksne var færdige med det. Jeg forstod ikke det alt sammen, men jeg læste det. 

Fra side 9-11

 

DET-GR~1

 

Billedet er fra tv-serie Det lille hus på prærien.

Se eller gense filmen. Læs bogen.

Køb i dag via Børnelegs samarbejdspartner

 

            orangecdon                    

Menu

Seneste Opdateret

Vaiana   Vaiana er en ny animationsfilm fra Disney. Filmen får dansk biografpremiere...
816
Skønheden og udyret er oprindeligt et gammelt fransk folke-eventyr, men blev udødeliggjort af...
3138
Er du til dejligt skøre børnebøger, som kan læses på under en time? Så er serien Kaptajn...
2166
Find Dory er en animationsfilm fra Disney Pixar. Filmen har dansk biografpremiere den 25....
999
Aben, Peter Pedal, er hovedpersonen i en serie børnebøger skrevet af parret H. A. og...
2964

Antal Besøgende

1810817