Uddrag fra Ensomme fugle

Glæd en du kender med en boggave!

Køb en eller flere bøger i serien i dag via vores samarbejdspartner

 

                           orangecdon                    

Uddrag fra Min søster, vampyren

De ensomme fugle

 

KAPITEL  1

Ivy lænede sig tilbage i sin drejestol og smækkede fødderne med de blanke, sorte militærstøvler på op på egetræsbordet. Hun havde fået skrivebordet den første dag på sin nye, superfancy kostskole.

Man kan ikke tage en ordentlig uddannelse på en ordentlig skole uden at have et ordentligt arbejdsbord, havde hendes bedsteforældre, greve og grevinde Lazar, sagt. Og tilsyneladende skulle der mindst en antikvarisk model, der var tungt som et mindre godstog, til. Det mørke mahognitræ var prydet af små miniatureflagermus, og skuffernes håndtag var formet som et ’V’. Ivy bøjede sig frem og trykkede under skrivebordspladen. Et hemmeligt rum åbnede sig, og Ivy tog sit spritnye studiekort frem – med et piiinligt billede af hende. Det var ret svært at se, om hun smilede eller snerrede.

Hun havde været i syv sind om, hvorvidt hun skulle lade sig indskrive på Wallachia-akademiet i Transsylvanien eller ej. Det var ikke let at være vampyr, men en teenage-vampyr med kræfter, der udviklede sig eksplosivt – det var en udfordring! Hendes bedsteforældre havde foreslået den kostskole, hvor tidligere generationer af deres familie havde lært at styre deres superkræfter. Der var kun to problemer 

ved det for Ivy: Hun havde ikke lyst til at forlade sin tvillingesøster, Olivia, og hun havde slet ikke lyst til at være væk fra sin kæreste, Brendan. Men til sidst havde hun ladet sig overtale til at forlade Franklin 

Grove. ”Og jeg skal nok få det bedste ud af det,” mumlede hun for sig selv, mens hun stirrede ud på græsplænen foran skolen. ”På en eller anden måde.”

Hun vippede skærmen op på sin bærbare og trykkede på mellemrumstasten, så skærmen blev oplyst. Hendes bedsteforældre havde virkelig gjort alt, hvad de kunne, for at få hende til at føle sig hjemme, da hun ankom til Wallachia-akademiet. Og selvfølgelig havde de medbragt familiens butler, Horatio, til alle de tunge opgaver. Tak mørket for det! Olivia pakkede selvfølgelig hele min garderobe! Det kunne hun godt have sparet sig, for Ivy skulle have skoleuniform på hver eneste dag. En ret formel sag: rød, plisseret nederdel og sort sweater prydet med Wallachia-akademiets våbenskjold. Men det var lykkedes hende at give uniformen et klart Ivy-præg med militærstøvlerne, og spisepindene, der stak op fra hårknolden. Hovski-snovski-skole eller ej – 

Ivy er Ivy, tænkte hun.

Hun kastede et blik på skemaet, der hang over skrivebordet. Hendes første skoledag bød på:

Kl. 9 – etikette

Kl. 10 – medicin- og giftblanding

Kl. 11 – hvæsning af hugtænder

Kl. 13 – viden om urter

Kl. 14 – kistekonstruktion og design

Og hun, som havde syntes, at sløjdtimerne i Franklin Grove var slemme!

Ivy tastede sit password og loggede sig ind på VVV, vampyrernes hemmelige internet. Hun dobbelt-klikkede og åbnede webcamprogrammet Lonely Ekko. Det var en slags Skype for vampyrer, og hun brugte det til at kommunikere med Olivia med. Men at se Olivias ansigt dukke op på skærmen havde ikke gjort hendes hjemve mindre. Jeg kan bare ikke lade 

være med at ringe til hende, selvom jeg får det værre bagefter. Nogle gange var det altså ikke særlig sjovt at være halvdelen af et tvillingepar. Hun klikkede på billedet af Olivia og ventede på at få forbindelse. Ivy 

havde ikke talt med sine bedsteforældre, siden hun var ankommet til skolen for et par dage siden, og hun havde kun chattet med sin far, Charles, én gang. Så egentlig er det ikke så mærkeligt, at jeg bliver ved 

med at ringe til Olivia. Jeg bliver nødt til at have en eller anden form for kontakt med verden udenfor!

Det flimrede på skærmen. Nu sker der noget! Ivy satte sig op i stolen. Billedet, der tonede frem, stod helt skarpt. En strålende Franklin Grove-morgen sås gennem de åbne franske døre, der førte ud til Olivias baghave. Ivy kunne nærmest lugte det nyslåede græs og de friske stedmoderblomster tværs over Atlanterhavet!

”Øjeblik!” lød en stemme uden for skærmbilledet.

Ivy trommede på skrivebordet med sine sorte og hvidstribede negle. Olivia var seks timer bagud i forhold til hende, så mens det var formiddag for Olivia, var solen så småt ved at gå ned uden for Ivys 

vinduer. Træerne kastede lange skygger over skolens grund, og det skumrede udenfor. Skolebygningens slanke spir snoede sig op mod aftenhimlen, og nede på plænen hastede lærere i lange, sorte gevandter hen mod deres bolig. Ivy tændte lampen på skrivebordet.

Hvem skulle have troet, at Ivy Vega blev nostalgisk ved synet af lidt solskin? Hallo, jeg er vampyr! Mørkt som i graven – det burde jo lige være hende. Men Ivy kunne ikke lade være med at savne sin lille hjemby. 

Hun havde hele tiden været usikker på, om hun egentlig havde lyst til at gå på Wallachia-akademiet. Også selvom det var traditionen i vampyrernes højere samfundslag.

Pludselig dukkede hr. Abbott, Olivias adoptivfar, op på skærmen. Han havde en hvid slåbrok om sig og et skærf om hovedet. Hr. Abbott stod ude i baghaven, et godt stykke fra Olivias webcam, og var i færd med 

at placere et bræt mellem to stole. Åh nej, det ser ikke godt ud! Ivy vidste godt, at Olivias far dyrkede karate. Skulle han til at øve sig nu? Ivy sad helt stille, så han ikke bemærkede hende på skærmen. Jeg vil 

ikke forstyrre ham. Hvis han brækker noget, skal det ikke være min skyld.

Hr. Abbott trådte tre skridt tilbage og forsvandt ud af billedet et kort øjeblik. Så strøg han fremad med armene hævet over hovedet som en galopperende svingkran. Hiiiiiyyyaaaaaaah! skreg han og hamrede 

hånden ned i planken.

Ivy krympede sig, da hr. Abbott gik nogle skridt tilbage, mens han rystede sin knusende karatehånd. 

Så tog han brættet og vendte det om. Som om det skulle hjælpe, tænkte Ivy. Hun havde mest af alt lyst til at holde sig for øjnene, men det var ligesom at se et færdselsuheld – hun kunne ikke lade være 

med at kigge. Nu tog han tilløb til sit næste forsøg. 

”Hiiiiiiiyyyyyaaaah!” lød det igen. Og denne gang slog det stive bræt tilbage med sådan en kraft, at hr. Abbott faldt baglæns – slam – ned i græsset.

”Beklager indslaget.” Olivia dukkede op på skærmen. Hun rørte rundt i en skål cornflakes. Håret var børstet tilbage i en glat hestehale, og hun havde et pink tørklæde om halsen. ”Nå, hvor kom vi fra?”

”Æhm, Olivia?” Ivy pegede ud mod haven. ”Er din far okay?”

Hr. Abbott kæmpede for at komme op. Det hvide pandebånd var faldet ned over hans ene øje. ”Knækkede jeg det?” stønnede han, mens han kom på benene.

”Ikke denne gang!” råbte Olivia muntert ud gennem de åbne franske døre. Så vendte hun sig mod skærmen og hviskede: ”Bare rolig, han forsøger bare at få det gule bælte. Han har kæmpet med det bræt hele ugen og har ikke brækket nogen lemmer endnu.” 

Olivia trak på skuldrene. ”Nå, hvordan går det?”

Ivy tog sin bærbare i hænderne. ”Vil du have den store rundtur?”

”Vildt gerne! Men lige nu kan jeg altså ikke se andet end din kind i meget stort format.”

”Ups. Sorry.” Ivy flyttede på webcam’et, som hun var kommet til at holde om, da hun snurrede rundt på stolen. Så rettede hun kameraet op, så det indfangede hendes værelse. ”Er det bedre nu?”

”Meget bedre!”

”Her er min garderobe.” Ivy forsøgte at panorere hurtigt hen over det kaos, hun kaldte sin garderobe, men hendes søster lod sig ikke snyde.

”Ivy Vega!” udbrød Olivia. ”Er det din garderobe? 

Det ligner en naturkatastrofe. Hallo, gå lige tilbage! Jeg vil se katastrofen i dens fulde omfang.” Ivy vendte modstræbende kameraet mod sin garderobe igen. Gulvet var dækket af krøllede T-shirts, jeans og leggings.

”Det er altså ikke min skyld!” protesterede Ivy. 

”Der er bare ikke plads nok herinde – se!” Hun slog ud med armen. ”Det er resten af mit værelse. Altså, ’mit’ værelse, som jeg deler med fem andre piger.” 

Hun vendte kameraet mod stablen af kister, som var placeret oven på hinanden i et stigesystem. En anelse specielle køjesenge, som tilfældigvis havde låg med lilla indtræk! 

Væggen over kisterne var tapetseret med foto-collager af hendes værelseskammerater og seje, gamle filmplakater. På hver køje var der et navneskilt i sølv. Deres navne: Petra, Katrina, Alexandra, Galina 

og Ivy var graveret i metallet med en smukt svungen skrift. I sit hjørne havde Ivy sat en stribe billeder op, som hun, Brendan og Olivia havde taget i fotoboksen uden for biografen i Franklin Grove. Ivy stod i midten 

med dyb væmmelse malet i ansigtet, mens Brendan og Olivia smaskede hende til med kys fra hver sin side. Gode tider,tænkte Ivy og mærkede et stik af smerte i hjertet.

”Åh – dine værelseskammerater! Hvordan er de? Ligger I og sladrer eller leger ’Hemmeligheder og løgne’ til langt ud på natten?” Det var den vampyrleg, de havde underholdt sig med til Tessas polterabend.

Ivy rynkede brynene. ”De er okay. Men det her er ikke lige Ivy-modellen, hvis du forstår, hvad jeg mener. Seks piger og seks kister – det resulterer i rigtig meget bla-bla-bla, især når der er meldt ’sømmet i’.”

”Sømmet i?” spurgte Olivia.

”Vampyrversionen af ’sluk lyset’” forklarede Ivy og vendte kameraet mod sig selv igen.

”Ah  …” Olivia fniste. ”Wow! En Ivy med søvnunderskud, snarere end en morgenfrisk Ivy? Det burde kunne skræmme selv en hardcore vampyr!” 

Olivia spærrede øjnene op til tegneseriestørrelse. 

Ikke at der fandtes tegneserier i Transsylvanien; kun tykke russiske romaner og victorianske digte.

”Okay, okay, så kan du godt skrue ned for det der chokerede ansigtsudtryk.” Ivy himlede med sine sortrandede øjne. ”Altså, såskræmmende er jeg vel heller ikke – på flere tusind kilometers afstand og gennem et webkamera!”

Men Olivias øjne var stadigvæk store og runde, og nu rystede hun langsomt på hovedet. ”Nej, det er ikke det,” hviskede hun. ”Jeg vil ikke forskrække dig, men …” Hendes pegefinger berørte skærmen. ”Jeg 

tror, der er en flagermus i din sovesal!”

Ivy vendte sig om og kiggede op på flagermusen, der sad øverst på det store skab. Dens papirtynde vinger var foldet om den lodne, brune krop, og dens spidse ører lignede alfeører. Hun trak på skuldrene. 

”Nå, den. Det er bare Ivan.”

”Ivan?” Olivia rynkede på næsen, som om der var et eller andet, der lugtede grimt.

”Ja, alle får en flagermus på deres første dag på Wallachia. Han er helt ufarlig. Bare en lille smule – hvad kalder man det …?” Hun trykkede en fingerspids mod sit smilehul, som om hun tænkte koncentreret. 

”… bidegal.”

Olivia gøs. Eller det var i hvert fald det, Ivy troede, hun gjorde. Eller også var det bare internetforbindelsen, der drillede. Ivy var allerede 

træt af besværlighederne ved at kommunikere på tværs af Atlanten. ”Ikke for noget,” sagde Olivia, ”men så har jeg måske alligevel ikke specielt travlt med at komme på besøg!”

Ivy sank en klump. Hun vidste godt, at hendes søster bare tog gas på hende, men Olivia skulle ikke se, at hendes bemærkning fremkaldte akut hjemve hos Ivy. ”Nå, men,” sagde Ivy og forsøgte at lyde helt normal, ”om lidt bimler middagsklokken. Er du online senere i aften?”

”Ja, det er jeg sikkert. Jeg lovede vores biofar, at jeg ville hjælpe ham med et eller andet ’research-projekt’.” Olivia lavede gåseøjne i luften. ”Hvad det så end betyder. Det tager kun et par timer, og så er jeg tilbage igen,” fortsatte hun og vinkede. ”Åh, Ivy?”

Ivy lænede sig frem i stolen. ”Ja?”

”Jeg savner dig.”

Ivy smilede mat og nikkede som svar. ”Jeg savner også dig.” Hun havde en klump i halsen, da hun rakte ud efter musen.”Ciao!”

Skærmen gik i sort, og Ivy slukkede for computeren. Det var ikke, fordi hun ikke kunne lide Wallachia. Det var bare, fordi hun virkeliggodt 

kunne lide Franklin Grove. Ivy tog striktrøjen med Wallachias våbenskjold, som hang over stoleryggen. 

Hun klappede Ivan på hovedet og skyndte sig at trække hånden til sig, før han nåede at bide hende. 

”Pas du hellere lidt på,” sagde hun til flagermusen, der plirede med øjnene. Mine fingre erikkeen lækker godbid, telepaterede hun til det lille, læderagtige pattedyr. Så bare drop det.

”Jeg er smuttet,” sagde hun på vej mod døren. 

Ingen grund til at sidde helt alene og sukke efter Franklin Grove. Ikke når der var en hel skole, der skulle udforskes!

Wallachia-akademiets spisesal var finere end nogen af de restauranter, Ivy nogensinde havde besøgt. Runde granitborde stod spredt i den store sal, og 12 lysekroner kastede deres lys over bordene. Facetslebne krystalglas fangede lyset og spættede de cremefarvede silkeduge med kulørte pletter. Der var dækket op med sølvtøj og porcelæn, der var finere end det, hendes far havde hjemme i skabene!

Petra, en klassekammerat, som Ivy kendte fra tidligere – hun havde været gæst ved det royale vampyrbryllup – vinkede Ivy over til sit bord. Tre skiver næsten urørt flankesteak lå stablet på hendes tallerken i en sø af flødesovs. Ivys mund løb i vand.

”Hej, Ivy.” Et cool bedstemorsmykke dinglede om Petras hals. ”Har du lavet nogen ulykker i dag?” Petra Tarasov var ikke som de andre snobber på Wallachia, men Ivy syntes alligevel, det var svært at blive klog på hende. Hun var venlig nok, men det var næsten, som om der var en usynlig mur imellem dem. Som om hun bar på en eller anden hemmelighed. Petras blanke, brune hår nåede hende til midt på ryggen, og hendes Wallachia-uniform havde en lille, funky kant. 

Hun havde tilsyneladende ikke tænkt sig at blive en Wallachia-replikant, så på den måde havde hun og Ivy i hvert fald noget til fælles.

”Ulykker? Hvorfor skulle jeg have lavet ulykker?” spurgte Ivy og satte sig på kanten af en stol.

Petra glippede med de lange øjenvipper og hævede et øjenbryn. ”Åh, det ved jeg ikke.” Hun trak på skuldrene. ”Bare noget, jeg hørte.”

Ivys øjne blev smalle. ”Noget, du har hørt? 

Okay …” Det var nok stadigvæk bedst at udvise forsigtighed over for Petra. Ivy ville ikke afskrive hende. Alle havde deres mærkelige sider, og Olivia mindede hende altid om, at hun skulle huske at se folks gode sider. Ivy kunne lige høre hende: ”Alle har en stribe solskin i hjertet, Ivy. Du skal bare lære at se det.” Normalt ville sådan en bemærkning give Ivy brækfornemmelser – men ikke nu. Jeg sværger, at jeg ikke vil være sarkastisk igen, hvis jeg nogensinde kommer tilbage til Franklin Grove.

En flok vampyrpiger havde samlet sig omkring et bord med en tændt bærbar. Ivy fik et glimt af et blændende smil og forpjusket, blond hår på skærmen. Petra klikkede med tungen og himlede med øjnene. 

”Latterligt!” sagde hun. ”Synes du ikke?”

”Hvad er latterligt?” Ivy var ved at vride halsen af led, men hun kunne ikke se, hvad det var, der foregik på skærmen. Vampyrer, og især Wallachia-vampyrer, skulle være de mest supercool væsner i hele verden. At holde den overlegne attitude virkede næsten som 

en nationalsport blandt dem. Så hvad kunne det være, der fik Ivys klassekammerater til at opføre sig som små fnisefinker?

Petra viftede med den ene hånd, som om hun fejede hele optrinet væk. ”Det er sikkert ham den amerikanske skuespiller, som lige har erklæret, at han nu er single. Så nu kan de alle sammen gå og dagdrømme om ham.” Hun samlede håndfladerne ved siden af hovedet og bøjede hovedet, som om hun lå på en pude og drømte.

Amerikansk skuespiller …? Ivy greb Petras arm så hårdt, at hun nær havde trukket hende af stolen. 

”Hvad for en skuespiller?” Hun rystede Petras arm. 

Petra forsøgte at ryste Ivys hånd af sig og gned armen. ”Wow, du har virkelig brug for at få styr på de kræfter der! Ja, ham den blonde, kønne dreng. 

Hvad er det nu, han hedder?” Hun tænkte sig om og knipsede så med fingrene. ”Jackson et eller andet.”

”Åh nej!” Ivy slap hendes arm, og Petra trak den hurtigt til sig. ”Ikke Jackson! Jackson Caulfield?” 

Det havde Olivia ikke sagt et ord om, da de havde talt sammen. Hun havde ikke engang set ulykkelig ud! 

”Totalt opslugt, hva’?” En hvidklædt køkken-medarbejder skænkede en stærk, rød O negativ-saft op i deres krystalglas. ”Jeg fatter ikke alt det postyr,” fortsatte kvinden. ”Det var ikke engang et ordentligt brud. Pressen kaldte det et nærmest venskabeligt brud. Hvor sjovt er det?”

”Hvor sjovt!?” kvækkede Ivy. ”Det er ikke sporsjovt!” Petra stirrede på hende, som om der strittede ti blækspruttearme ud af hendes øre, men 

Ivy havde ikke tid til at forklare. Hun sprang ud af spisesalen og vampyrsprintede tilbage til sovesalen, op ad stentrappen og gennem gangen med alle oliemalerierne, der hang på de mørke vægpaneler.

Hun smækkede døren i bag sig, kastede sig ned i drejestolen, fik tændt for sin bærbare og åbnet Lonely Ekko. ”Olivia?” Hun kørte rundt med cursoren. 

”Olivia?” Men det eneste, Ivy kunne se, var Olivias tomme baghave. Ingen Olivia. Ivys hjerte sank i livet på hende. Hendes stakkels søster havde været knust, og Ivy havde ikke snakket om andet end sig selv og bare vist Olivia dynger af tøj spredt på gulvet. Jeg er en køn tvilling!Hun burde have haft en fornemmelse, en sjette sans, som afslørede sådan nogle ting. Men endnu vigtigere: Hvorfor havde Olivia ikke selv sagt 

noget? Det lignede ikke hende at gå og gemme på tingene. Det var ligesom mere Ivys stil.

Pludselig lød der fodtrin i Olivias have. Ivy lænede sig frem mod skærmen for bedre at kunne høre og åndede lettet op. Så kom hendes søster alligevel. ”Hey Olivia, hvorfor fortalte du mig ikke om dig og Ja…”

”Åh, hej, Ivy.” Hr. Abbotts ansigt kom til syne, men vendt på hovedet. Han lænede sig ind over computeren bagfra. Ivy var ved at bide sig selv i tungen for ikke at komme til at sige J-ordet.

”Æh … æhm … Hej, hr. Abbott,” stammede Ivy. 

Han løftede en finger som tegn på, at hun lige skulle vente. Så gik han rundt om computeren og kom til syne igen, nu med hovedet den rigtige vej.

”Åh, det var bedre.” Ivy var glad for at se, at han havde skiftet karatetøjet ud med en brun sweater og khakibukser. Meget mere passende for en forstadsfar! 

”Godt at se dig, Ivy. Hvordan går det på den der fornemme kostskole. Kan du lide det?”

”Ja, ja, det kan jeg skam,” sagde Ivy hurtigt og forsøgte at kigge forbi hr. Abbotts hoved, som fyldte det meste af skærmen. ”Hvor er Olivia?” spurgte hun, før han kunne nå at stille flere spørgsmål.

”Olivia?” Hr. Abbott gned sig på kinden og kastede et blik over skulderen. ”Jeg tror, hun er gået op for at tage sig en lur. Hun har været ret træt på det seneste. Hun har haft nogle hårde dage, tror jeg.”

”Okay,” sukkede Ivy. ”Så prøver jeg lidt senere.”

Ivy skulle lige til at lukke forbindelsen ned, da hr. Abbott spurgte: ”Nå, men hvad sker der på skolen?”

Ivy sank sammen i stolen. Hr. Abbott kunne være … ret snakkesalig. Modstræbende rettede hun sig op igen, men pludselig så hr. Abbott ikke længere spørgende på hende. ”Shh,” sagde han med en finger 

trykket mod læberne og øjnene fikseret på et punkt bag Ivy. ”Det er ikke for at forskrække dig,” hviskede han, ”men jeg tror, der er en flagermus bag dig.”

Ivy skulle lige til at berolige ham, men tog sig selv i det. ”Åh nej!” Hun lænede sig frem mod skærmen, parat til at slukke. ”Bare du ikke havde sagt det! 

Åh … Hey, kan nogen hjælpe!?” Hun rejste sig op, så stolen knaldede i gulvet bag hende og viftede vildt med armene ad indbildte skolekammerater ude på gangen. ”Hurtigt! Jeg hader den flagermus!” Hr. Abbott behøvede ikke vide, at hun ikke var bange for det lille, afpillede rovdyr – ikke siden hun havde lært at holde fingrene på god sikkerhedsafstand af dens tandkværn. ”Jeg bliver altså nødt til at løbe nu!” Ivy snappede efter vejret og spærrede øjnene op i påtaget skræk. ”Jeg tror, jeg er ved at gå i panik …!”

”Ivy, er du okay?” begyndte hr. Abbott tøvende.

”Ja, det tror jeg nok. Jeg skal bare lige ligge ned et øjeblik,” sagde hun. ”Jeg bliver nødt til at stoppe her!” 

Med en hurtig bevægelse slukkede hun computeren og sank tilbage i stolen. ”Bye, bye, hr. Abbott,” mumlede hun og rystede lettet på hovedet. Altså, hvad jeg ikke gør for at holde på Olivias hemmeligheder!

 

Min søster, vampyren: Ensomme fugle

er oversat fra engelsk efter FLYING SOLO

© 2012 Working Partners Limited

Omslag © Miss Swanne / folioart.co.uk

 

Dansk udgave: © 2014 Forlaget Alvilda, København

 

min søster vampyren 11

Glæd en du kender med en boggave!

Køb en eller flere bøger i serien i dag via vores samarbejdspartner

 

                             orangecdon                    

Menu

Seneste Opdateret

Vaiana   Vaiana er en ny animationsfilm fra Disney. Filmen får dansk biografpremiere...
820
Skønheden og udyret er oprindeligt et gammelt fransk folke-eventyr, men blev udødeliggjort af...
3143
Er du til dejligt skøre børnebøger, som kan læses på under en time? Så er serien Kaptajn...
2174
Find Dory er en animationsfilm fra Disney Pixar. Filmen har dansk biografpremiere den 25....
1002
Aben, Peter Pedal, er hovedpersonen i en serie børnebøger skrevet af parret H. A. og...
2971

Antal Besøgende

1814770